Hop til hovedindholdet

Danmarks Biblioteksforening logo

Det Bibliotekspolitiske Topmøde 2025


Dato og tid

Torsdag d. 24. april 2025 kl. 09:00 til fredag d. 25. april 2025 kl. 13:00

Tilmeldingsfrist

Onsdag d. 23. april 2025 kl. 21:00

Sted

Højhuset Kulturhotel, Højskolevej 11, 7400 Herning Højhuset Kulturhotel
Højskolevej 11
7400 Herning

Det Bibliotekspolitiske Topmøde 2025


Vi lukker virkeligheden ind

Kom med til årets største kulturpolitiske event, når Danmarks Biblioteksforening sammen med Herning kommune og bibliotek inviterer til Det Bibliotekspolitiske Topmøde den 24. og 25. april 2025 på Kulturhotellet.

Folkebiblioteket er en af de mest benyttede kulturinstitutioner i Danmark. Rekordmange danskere bruger biblioteket, og bibliotekerne bidrager aktivt og positivt til både lokale og nationale udfordringer og indsatser om alt fra bæredygtighed til trivsel.

Det går bare godt! Men det betyder ikke, at der ikke er udfordringer, som vi bør være opmærksomme på. Vi bør bl.a. være nysgerrig på, hvorfor der investeres så forskelligt i folkebiblioteket rundt om i landet ligesom vi bør vi nysgerrige på, om vi faktisk er et tidssvarende og relevant tilbud for alle. Derfor spørger vi oplægsholdere og hinanden: ”Får vi hele billedet med?” når Vi lukker virkeligheden ind og igangsætter en dialog om bibliotekernes samfundsværdi og forholder os nysgerrigt, lyttende og åbent med et oprigtigt ønske om at forstå, hvor faresignalerne er.


Med bogen ”Vejen til ansvar” fra 2023 satte Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance, trumf på, da han skrev, at vi ikke længere har brug for folkebibliotekerne, som vi kender dem. Men hvad ville vi mangle, hvis vi som samfund ikke havde folkebibliotekerne?

For vi havde jo varslet, at vi ville begrave folkebibliotekerne ifm. topmødet i Herning, men det gør vi naturligvis ikke, for tiden og vores uforudsigelige omverden kalder om noget på et sted, hvor borgerne har adgang til oplysning og viden. Så lad os i stedet bruge topmødet på at formulere folkebibliotekets værdi med udgangspunkt i drøftelser, hvor vi anerkender og får hele billedet med.

På topmødet første dag inviterer vi stemmer på scenen, der både indtager et positivt og et mere negativt syn på folkebibliotekerne. I programmet kan du læse om de mange spændende oplægsholdere, der bl.a. omfatter Svend Brinkmann, folketingsmedlem Mogens Hensen (A), forfatter Glenn Bech, direktør for Ungdomsbureauet, Olivia Orlandi Grant og direktør for DR Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen.

Med afsæt i de fælles oplæg og diskussioner i plenum sætter vi på fineste højskolemaner samtale i fokus torsdag eftermiddag og åbner op for en samtale mellem biblioteksfolk og lokale politikere om, hvad der skal arbejdes med lokalt for at sikre, at folkebiblioteket forbliver relevante og attraktive i 2025 og mange år fremover.

Som afslutning på første dags program drøfter et panel med markante lokale profiler, hvordan Herning Kommune arbejder med kulturen som driver for bl.a. erhverv og beskæftigelse. Mød Johs Poulsen, Kulturudvalgsformand Herning Kommune, Georg Sørensen, Administrerende direktør, koncernen MCH A/S, Mads Bille, Stifter af Den Jyske Sangskole, Sangens Hus og Herning Opera Festival, Rasmus Norup, Direktør Erhvervsrådet og debatmoderator Jørgen Krogh, Direktør By, Erhverv og Kultur Herning Kommune.

På topmødets anden dag går vi et skridt videre til at forstå bibliotekernesaler endnu bedre. Med kritikken in mente skal vi drøfte repræsentation, bibliotekerne som lokale samarbejdspartnere og platform for arbejde med verdensmål, biblioteker og demokrati samt læsekrise og trivselskrise.

Og så kommer landets kulturminister naturligvis også forbi.

Et døgn på højskole
Topmødet tager ånden i lokationen alvorligt, og i bedste højskolestil vil vi med dialog, samtale og fællesskab sætte rammen for årets møde. Så forvent et topmøde, hvor lokationen byder op til en anderledes og uhøjtidelig oplevelse, der får tankerne hen på højskoleopholdets karakteristiske langbordsmiddage, fællessang, natur, opbyggelse af stærke relationer, bål og guitarspil, personlig udvikling, refleksion og masser af rum til nye perspektiver.

Vi håber, du har tid og lyst til at deltage i det Bibliotekspolitiske Topmøde i 2025. Vi lover dig en noget anderledes lokation, end vi plejer at være på – vi lover dig også tid til den snak, som de fleste mangler tid til i dagligdagen, men som netop binder enderne sammen.

Vi ses til et Topmøde, som du sent vil glemme!
 
Afbestilling og deltagerændring
Ved afbestilling efter den 1. april 2025 refunderes betalingen ikke. 
Dog er det muligt at overføre din tilmelding til en anden deltager.
Kontakt venligst Jeanette Fog Vogelius på jfv@db.dk hvis du ønsker at ændre deltageren.
 
 

Bus til og fra dit hotel
Torsdag og fredag vil der være busser til rådighed for transport fra hotellerne i midtbyen til Højhuset og retur. Der vil også blive indsat en bus fra Herning banegård til Højhuset torsdag morgen samt fredag fra Højhuset til banegården.
Tidspunkter for busafgangene vil fremgå af busplanen, som offentliggøres ca. en uge før Topmødet på dbtop.dk.

Programmet og al øvrig praktisk information kan som altid ses på www.dbtop.dk.

Det Bibliotekspolitiske Topmøde 2025
Stedet hvor kulturpolitikere og fagfolk mødes

Topmødet er en årlig tilbagevendende begivenhed arrangeret af Danmarks Biblioteksforening. Hvert år samles 400 bibliotekschefer og kulturpolitikere og branchens folk med andre interessenter fra kulturlivet for over to dage at drøfte skiftende, aktuelle samfundsrelevante- og bibliotekspolitiske indsatser. 

På Topmødet kan du deltage i debat og workshops på landets største netværksmøde for kulturpolitikere, biblioteks- og forvaltningsfolk og centrale aktører fra branchen.

Kontaktinformation til arrangør

Danmarks Biblioteksforening
Tlf: +45 33250935
db@db.dk

Kontaktinformation til arrangør

Danmarks Biblioteksforening
Tlf: +45 33250935
db@db.dk